English flagDanish flag

BB-Hotels Julekalender
2024

8. december - svar
Kender du de danske kirker - også de mindre kendte?
Svar: Østerlars Rundkirke - 3760 Gudhjem
BB-Hotels julekalenderopgave -8 .dec.
Danmarks største rundkirke
Østerlars rundkirke er Bornholms og Danmarks største rundkirke. Kirken er desuden den mest kendte af de fire bornholmske rundkirker og besøges årligt af ca. 120.000 gæster. Dermed regnes den for at være blandt Bornholms største seværdigheder.

Det er snart 900 år siden, at man lagde de første af de enorme sten, som Østerlars Kirke er bygget af. Selvom vi ved meget om kirkens historie er der stadig meget vi ikke er sikre på. Hvornår præcis fik den borglignende kirke tag på? Har den nogensinde været angrebet eller har selve synet af den liggende højt oppe på klippen med udsyn over de klipper og småvækst, som i tidligere tiders barskere klima omgav den, været afskrækkende nok i sig selv?

Østerlars rundkirke – også kaldet Skt. Laurentius’ kirke – regnes for at være den ældste af de fire bornholmske rundkirker, selvom man ikke helt præcist ved, hvornår kirkerne blev bygget. Sandsynligvis går kirken tilbage til ca. 1150 – og har som de øvrige kirker på Bornholm været anvendt både som kirke og som værn mod fjender fra havet. Taget er først lagt på langt senere (i 1744), hvor kirken har mistet sin betydning som forsvarsbygning.
Oplev Østerlars Rundkirke
Tagspærene er originale fra 1744, hvor taget er rejst, og er af eg. De tjærede Tagspån, som ligeledes er af eg, er langt yngre. De ældste spån er fra 1936 og de nyeste fra 1986.

Kirkeklokkerne befinder sig ikke i kirken, men i et separat klokketårn.Kalkmalerierne inde i kirken er fra ca. 1350. De forestiller Jesu liv, begyndende med Mariae bebudelse og slutter med Dommedag. Lige ud for kvindedøren, mod nord, vises en række døde, som trækkes mod helvedes gruopvækkende port. Ligesom resten af kirken blev malerierne overkalket ved reformationen, men atter fritlagt i 1889. Kalkmalerierne blev restaureret i 1958 af National museets konservator.

Nogen hævder, at Østerlars Rundkirke indgår som en central del af teorien om sammenhængen mellem de franske tempelridderes orden og de bornholmske middelalderkirkers placering. Denne teori er dog ikke bevist.

Østerlars Rundkirke er bestemt et besøg værd! Kirken er normalt åben for besøgende, når der ikke er kirkelige handlinger, og for et lille entrépris kan du komme ind i selve kirken og op under taget. I vinterhalvåret er der gratis adgang for offentligheden mellem morgen- og aftenringningerne
Lille udpluk af oplevelser i omegnen
Helligdomsklipperne:
En spektakulær kyststrækning nær Gudhjem med dramatiske klippeformationer, grotter og udsigt over Østersøen. Området er populært for vandreture og fotografering.

Bornholms Kunstmuseum:
Ligger tæt på Helligdomsklipperne og byder på en imponerende samling af bornholmsk kunst, moderne kunst og skiftende udstillinger, alt sammen i smukke omgivelser.

Gudhjem Mølle:
En historisk hollandsk mølle og et vartegn i Gudhjem. Møllen giver et indblik i byens historie og charme, og den ligger centralt i byen med en fantastisk udsigt.


Christiansø og Frederiksø:
Tag en bådtur fra Gudhjem til Christiansø og Frederiksø, to små øer med en unik historie som tidligere fæstning og nu et fredet område med naturskønhed og historiske bygninger.

Melstedgård - Landbrugsmuseum:
Tæt på Gudhjem finder du dette museum, der giver et indblik i det traditionelle landbrugsliv på Bornholm. Her kan du opleve gamle gårde, dyr og interaktive udstillinger.

BB-Hotels Rønne tilbyder overnatning til lave priser hele året, så kan du nemt komme ud og opleve hele Bornholm.
Kilde-billeder: DestinationBornholm